Mit navn er Vika og jeg er praktikant hos pigepotentiale de næste 2 måneder. Udover at have levet og lært i 27 år, læser jeg i øjeblikket til serviceøkonom. Og jeg har skrevet 4 blogindlæg, hvor jeg vil fortælle meget mere om mit liv og mine oplevelser som ung pige, med et skrøbeligt selvværd og et udfordret syn på min egen og andres kroppe. Vi er nemlig nået til UGE SEX og i år er temaet #Krop, hvor sex & samfund (og mange flere!), stiller skarpt på kropsnormer, kropsbevidsthed og kropsglæde.
Det kan tit og ofte være svært at sætte ord på sine tanker og følelser. Det er nok også grunden til at jeg altid har været vild med citater og derfor vil mine indlæg ofte blive afsluttet med et af mine yndlings citater.
I dette blogindlæg snakker jeg bl.a. om: Får du mad nok?
Hva’ så stankelben? Får du mad nok?
Vægt! Kg! Overvægt! For mange kilo! Vil du gerne tabe dig? Får du nok af den rigtige mad? Så har du nu flere tusinde valgmuligheder inden for slankekure, kostomlægninger og livsstilsændringer. De findes i et utal af gratis og betalte udgaver og har du brug for en ekstra motivation, findes der diverse tilbud og pakkeløsninger i fitnesscentrene rundt omkring i verden. Og de lover selvfølgelig højt og helligt at kunne hjælpe dig af med de ekstra kilo. Det er bare med at komme i gang!
Hvis du kender til det at have for mange kilo på kroppen, du gerne vil af med, så ved du nok også godt at det ikke bare lige altid er så nemt at komme i gang og få gjort noget ved den vægt. Og tro det eller ej, men så har vi faktisk noget til fælles!
Får du mad nok?
Vægt har på mange måder været et svært emne for mig at snakke om. Og der er der flere forskellige grunde til. I 6. klasse begyndte de første piger at udvikle bryster, hår og få deres menstruation. Jeg var én af dem hvis bryster ikke rigtig voksede og hvis menstruation var utroligt længe om at dukke op. Men min højde gav den gas og til og med 8 klasse var jeg d. 3 højeste pige i klassen. Og så var jeg tynd. Meget tynd. Åbenbart også så tynd at folk der næsten var fremmede for mig, kunne finde på at spørge: “Får du mad nok?”. Drengene i min klasse, var dog ikke helt så venlige i deres måde at anskue min vægt på.
Er du nu helt sikker?
Derfor var jeg også kendt som stankelbenet. Hende med anoreksi. Og så selvfølgelig strygebrættet. Jævnlige kommentarer såsom “For du mad nok?” “Forder de dig ikke derhjemme?” og “Har du glemt hvordan man spiser?”, blev også skudt afsted mod mig, med store flabede grin på deres bumsede ansigter. Jeg husker også hvordan voksne med en oprigtig bekymring troede at jeg havde anoreksi. Jeg husker specielt en lærer som nægtede at tro på at jeg ikke havde et problem med mad. Da jeg forsøgte at forklare hende hvor meget jeg egentlig spiste derhjemme (og det var MEGET), ændrede det ikke andet end at min sygdom nu hed bulimi i stedet. Hun havde besluttet sig for at der var noget galt med mig, siden jeg kunne være så tynd. Hendes ord fyldte meget dengang, men der var ingen handling bag dem eller reel lyst til at forstå min vægt, igennem mine øjne.
Ja, jeg får mad nok!
Men til sidst fik jeg nok! Jeg elsker mad og har altid gjort det og jeg var så forbandet træt af at skulle konfronteres med andres holdning til min vægt. Min mor fik derfor lavet en tid hos lægen, som mente at det var en god ide hvis jeg kom på p-piller. Jeg var slet ikke seksuelt aktiv endnu og havde kun lige fået mine første menstruationer, men nu skulle jeg lige pludselig til at spise hormoner som 15-årig. På 3 måneder tog jeg 10 kilo på, bare lige sådan. Og det ku’ ses – tydeligt. Jeg var stadig en slank pige, men nu behøvede jeg ikke længere gemme mig bag løse bukser og store trøjer, for nu så jeg ud på en måde, der var mere accepteret i vores sociale konstruktion. Der var bare en ting der til min store skuffelse ikke ændrede sig. Mine små bryster. Men dem kommer jeg tilbage til i næste blogindlæg!
Mad og misforståelser
Som jeg blev ældre og ældre, blev min vægt et mindre problem for verden omkring mig, men et større problem for mig selv. Jeg følte mig tynd og ranglet og ikke mindst magtesløs. Jeg ønskede brændende at få nogle former og komme til at ligne en kvinde i stedet for en pige. Så jeg fik en ny tid hos lægen som 19-årig. Han kigger hurtigt på mig og konstaterede at jeg var en sund og frisk pige. Indeni var jeg grædefærdig. For jeg følte mig ikke sund og frisk. Men jeg accepterede at det var sådan det var.
I starten af 20’erne begyndte at jeg åbne mere op for mine problemer med min vægt. Det gav desværre bare tit bagslag, da de fleste af mine veninder var en smule eller meget overvægtige. Stemningen blev ofte tung og akavet når jeg forsøgte at snakke om det. Og en veninde sagde endda til mig at hun ikke ville snakke om vægt med mig, for jeg var jo tynd så det kunne jo ikke ikke være svært for mig. Jeg følte mig så utroligt alene og misforstået. Hvorfor var min tanker og følelser omkring min undervægt ikke ligeså ok som hendes tanker og følelser omkring sin overvægt? I det mindste spurgte hun mig da aldrig – “Får du mad nok?”.
At tage maden og vægten i egen hånd
Derfor var det også først da jeg var midt i 20’erne at jeg selv fandt energien og gåpåmodet til at få gjort noget ved min vægt. Først googlede jeg ALT hvad jeg kan. Men der er ikke meget at hente for én der søger hjælp til at tage på. Jeg fandt derfor nogle lister over råvarer der havde et højt indhold af den sunde slags fedt og så købte jeg 1 kg. Weight-gainer jeg blandede op med mælk og drak en gang om dagen. Og med lidt træning ved siden af for at øge muskelmassen, begyndte jeg endelig at få lidt mere sul på kroppen. Men det krævede en stor del kreativitet og vilje, at få de sidste kilo til at sidde. Kostplaner og diverse informationer vedrørende vægtøgning, var begrænset og ofte var de relateret til store pumpede fyre der ville være endnu større.
Og så skal det altså lige nævnes at jeg nogle år efter mit besøg hos den afvisende læge, blev taget seriøst af en ny læge, der kunne fortælle mig at mit stofskifte var en smule højt. Havde den første læge gidet at lytte på mig, veje mig og tage en enkelt lille blodprøve, var hjælpen måske kommet allerede dengang.
Du er hvad du tænker
Vi er utroligt mange forskellige kroppe i denne verden. Og inden du næste gang kigger på en andens krop og tænker ”hun er meget flottere end mig” eller ”hendes krop gad jeg virkelig godt have”, så stop lige op og tænk ”Jeg ved faktisk slet ikke hvordan det er eller har været, at leve i hendes krop”. En anden ting der er godt at have med sig, har Hella Joof sagt meget kort og præcist, efter min mening. Og derfor bliver det også de sidste ord, i dette blogindlæg og måske dagens gode råd.
”Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer det om sjælen.”
Læs også blogindlæggende: “Vi skal turde tale om kroppen”, “Mor hvorfor har jeg ikke store bryster”, eller “Hvad er kropsbevidsthed egentligt”. Blogs om selvtillid og velvære omkring sin krop.
Du kan også læse mere om vores Workshop “Styrk din selvtillid”. Den indeholder bl.a. 3 x coaching og er til dig der trænger til at få styrket dit selvværd.