Start på ungdomsuddannelse

Dagens podcast er indspillet i samarbejde med Rikke og Laura, og den handler om det med at skulle skifte skole, primært i forbindelse med starte på en ungdomsuddannelse.

Laura starter på HF i år, og hun glæder sig til at møde nye mennesker, nye fag og en ny skole. Men samtidig er det også lidt grænse overskridende, man skal finde ud af hvor man passer ind. Det er skræmmende for mange, at skulle sige farvel til det man kender. I folkeskolen har man gået med de samme i måske 9-10 år, og man kender hinanden rigtig godt, og det er der noget trygt og rart i.

Laura har prøvet det en gang før, da hun har gået et år på Social og Sundhedsskolen. Her startede hun direkte efter folkeskolen, og hun var mere genert dengang.

Rikke starter på 2 år på HF nu, men hun husker tydeligt hvordan det var sidste år, da hun skulle starte på HF. Hun oplevede det også som værende grænse overskridende, at skulle møde op på skolen, og det var ikke rart den første dag, at skulle gå ind til over 100 mennesker uden at kende nogen. Når Rikke kikker tilbage, så blev det hurtigt bedre. Og selvom introen kan være en udfordring, så er det rart bagefter, for så har man mødt de fleste.

Rikke boede i de første mange måneder hjemme hos hendes forældre og skulle pendle med tog. Det var ok, men efter hun er flyttet til Odense, så kan hun godt mærke, at det er nemmere, at engagere sig socialt når man bor i byen. Det kræver ikke så meget planlægning, og hun er nu uafhængig af om hendes forældre kan hente hende ved toget.

Rikke fortæller, at hun i år skal være ”tante” for de nye elever, og det glæder hun sig til. På hendes skole har de talt om at de skal være venlige og imødekommende overfor de nye elever. De vil svare venligt på alle spørgsmål, og være opmærksomme på om der er nogen af de nye som er udenfor. Og hvis der er det, så skal de tage sig lidt ekstra af dem, og prøve at få dem med ind i fællesskabet.

Laura fortæller, at der var rigtig mange som droppede ud sidste år. Nogen havde ikke lyst til at være der alligevel, eller det var ikke det de forventede. Laura mener, at der var rigtig mange – måske omkring 20 elever – der stoppede indenfor de første 14 dage. Nogen stoppede allerede efter en dag, og nogen var der måske kun for at få SU. Det kender Rikke også, dem har hun også mødt på HF.

Når man starter på en ny skole, så gør man sig rigtig umage i starten. Og det er både hvad angår hår, tøj makeup og hvordan man opfører sig. Det er vigtigt i starten, at man fremstår godt og perfekt. Det hele skal helst være perfekt, man skal se ud som om man er god og dygtig og har styr på det hele, og når så man har lært de andre lidt bedre at kende, så kan man begynde at slappe lidt mere af.

Laura og Rikke råder alle nye til at de bare skal være sig selv, og hvis man er lidt genert så hold lidt igen, og hold øje med de andre i flokken, og se hvor man eventuelt kan passe ind. Og hvis man kommer til at føle sig ensom, så kan man eventuelt finde nogen på et af de andre hold, som man kan lide. Eller snakke med sine lærere eller forældre om det – måske læreren kan lave noget gruppearbejde, så man kommer til at tale med nogen.