Mandelgaven – sjov for hele familien

Mandelgaven skal være sjov for hele familien…

Hjemme hos os, er det oftest mors lod i livet at få styr på mandelgaven.

Gaverne under træet er én ting, men når snakken falder på mandelgaven er det pludselig noget helt andet. Mandelgaven skal man vinde, og man skal kæmpe en brav kamp for at få den.

Og ved julebordet i min familie foregår kampen i et sandt virvar af risalamande, kirsebærsovs og halvstore mandelstykker. Skålen bliver vendt og drejet. Det kunne jo være, at man kunne opdage mandlen, og vinde ved første skefuld. Vi slår terninger om, hvem der skal starte med at tage. Og mens vi spiser, bliver der delt rundhåndet ud af kærlige drillerier og forsøg på at snyde hinanden.

Der er i det hele taget en glad stemning af konkurrence, når vi når til juledesserten.

Det er en sjov og hyggelig tradition.

Men indimellem kan jeg godt have lidt svært at svinge mig op til at spise 2. portion risalamande, når jeg godt ved at gaven – for 4. år i træk – er en flad æske chokolade…

 

Mandelgaven – en overraskelse for alle

For at gøre det lidt mere interessant, har jeg i mange år, benyttet mig af at få en veninde, en kollega, et familiemedlem, som jeg ikke skal holde jul med til at købe mandelgaven for mig.

Jeg giver blot et pengebeløb til den venlige sjæl, som vil påtage sig opgaven, og modtager herefter en mandelgave – indpakket og klar til jul. Der er frit slag for gaveindkøberen. Det eneste krav er, at gaven skal kunne bringe glæde hos både børn og voksne.

Gennem årene er vi blevet beriget med hjemmelavede nisser, sjove spil, gode bøger og meget andet.

Idéen er go’, fordi gaven på denne måde er en overraskelse for os alle!

Vil du alligevel helst gerne købe mandelgaven selv, men mangler inspiration, kan du finde gode idéer rundt omkring på nettet – kast eksempelvis et blik på juleri.dk