Julearrangement i klassen… Ja, tak – det er, for mange forældre også en del af decemberstress. Og afhængigt af klasserådets ambitionsniveau, kan man som forældre blive udsat for lidt af hvert.

Vi hører fra tid til anden om klasser som indbyder til julearrangement i klassen, hvor man bl.a. skal medbringe:

  • En ret til fælles buffet
  • Saks, lim og papir til juleklip
  • Kager til kagebord
  • Gaver til pakkeleg
  • 100 kr. til klassekassen

Derudover er der en lille egenbetaling på 30 kr. for deltagelse i julearrangementet. Og selvfølgelig også billige priser på kaffe, te og kage…

Yes – for nogle familier er dette bare for meget økonomi og for lidt hygge!

Men børnene vil med, og vi ved jo også at en klasses trivsel også afhænger af forældrenes engagement. Så julehygge i skolen til overpris, kan være vanskelig at komme udenom.

Du kan dog godt hjælpe dig selv, og gøre både tanken om – og prisen på arrangementet – mere overkommelig. Ja, faktisk kan det helt gå hen og blive helt hyggeligt.

 

Julearrangement i klassen – stressfrit og på lavbudget

Vi reducerer prisen, og tiden, du skal bruge på at blive klar til julearrangement i klassen med disse gode råd:

Retten til fællesbuffet:

  • 500 g leverpostej til kr. 8,50
  • 170 g. champignon på glas til kr. 4,50.

På dagen luner du leverpostejen. Champignon rister du på en pande og placerer dem sammen med leverpostejen.

Samlet madbudget: 13 kr.

 

Småkager – det er da noget man bager selv?

Nej, hvis du ikke kan overskue eller gider julebageriet, så lad være.

Køb i stedet 500 g pebernødder til 9,50.

 

Gaver til pakkeleg

Her kan du gå på jagt i dine gemmer. Vi har næsten alle sammen en dåse majs eller et ubrugt kortspil liggende. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser. Du behøver ikke stæse rundt i Tiger-butikken eller Søstrene Migræne for at finde på pakkelegsgenialiteter. Mindre kan sagtens gøre det.

Og så er det faktisk ret sjovt at se deltagerne i en pakkeleg, kæmpe bravt for, hvad de ikke ved blot er en pakke tun…

Måske kan nogle af disse gode råd, lette presset lidt.

Når alt kommer til alt er det vigtigste, at børnene har en hyggelig dag med deres kammerater.

Og børnene har meget lidt fokus på om maden på buffetten er Hell’s Kitchen værdig eller om småkagerne er tryllet frem af Blomsterberg.