Så er der igen åbent hus på alle landets efterskoler.

Nogle skoler er fyldt op, men tag det roligt, du kan stadig nå det.

Find din efterskole. Der er masser af ledige pladser rundt omkring på flere af landets efterskoler, så der er Find din Efterskolehelt
sikkert også en til dig. Jeg bliver ofte spurgt til råds om hvordan man finder den bedste efterskole. Og min svar er altid: ”Det findes kun gode efterskoler, men det er ikke alle der er gode for dig”. Med det svar mener jeg, at alle de skoler der består, de har en målgruppe. Kunsten er så at finde den efterskole, der matcher dine interesser – du skal altså finde den efterskole, som er den bedste for dig.

Find dine interesser og find din efterskole.

Først og fremmest, skal du finde ud af, hvad du gerne vil opnå med dit efterskoleår. Er det det faglige du skal have forbedret? Eller er det en interesse du går efter? Alle efterskoler har deres egen profil. Der findes sportsefterskoler, spejderefterskoler, jagt og fiskeri skoler, efterskoler der har fokus på mad, nogle har musik, drama og teater og andre igen fokuserer på det internationale. På nogle skoler er der morgenløb for alle elever, på andre skoler laver alle elever gymnastik og deltager i gymnastikopvisninger, og nogen steder bedes der morgenbøn. Denne forskellighed gør, at det er vigtigt, at du finder ud af, hvad du har lyst til. Og efterfølgende skal du finde en skole, der kan opfylde dine ønsker. Her kan du se, hvilke skoler der har plads: http://www.efterskole.dk/da/Schools/OverviewAvailability

Udvælg dig et par skoler som du besøger.

Når du har udvalgt dig et par skoler, hvor du kan få dine ønsker opfyldt, så tag ud og besøg dem. Først når du er på skolen kan du mærke stemningen, og du vil ret hurtigt kunne mærke, om det er det rette sted for dig. Det er svært at sige, hvad det handler om, men det er ligesom, når du besøger dine venner – nogen steder er det rarere at være end andre. Det kan være svært at sætte ord på hvorfor – du ved det bare. Sådan er det også med efterskoler. Når du har fundet den rette, så ved du det bare.

Og så lige lidt ekstra.

Når du så skal starte, så får du helt sikkert en pakkeliste fra skolen, med alt det praktiske du skal medbringe. Men der ud over, så kan det være rart med lidt personlige tøseting til værelset. F.eks. er der mange steder hvor der ikke er spejl på værelserne, så et spejl er et must. Det er også almindeligt, at man ikke må have stearinlys på værelset, og derfor kan det være godt at medbringe en lyskæde til at skabe lidt hyggebelysning. Og billeder af din familie og dit kæledyr og måske også nogle af dine veninder, eller tidligere klassekammerater.

Det er sparsomt med plads og du vil skulle dele værelse med andre. Derfor er det også en god ide at medbringe små kurve, så du har et sted at samle dit makeup, hårprodukter og hvad du ellers har med af småting. Og sidst men ikke mindst, nyd det – der kommer gode dage og der kommer dårlige dage, men når året er slut, så har det for langt de fleste været et helt fantastisk år.

Skynd dig, find din efterskole – det bliver et fantastisk år.

Bente