Det bedste ved julen, er ikke nødvendigvis store, dyre gaver. Selvfølgelig findes der mennesker, som skatter dette højest. Men vi møder (heldigvis) flest, der har nærvær som første prioritet på ønskesedlen.

Julen er forventningens tid.

Vi planlægger, ønsker os ting og sager, køber gaver, pakker ind og gemmer væk. Vi hører om de mange gaver; store ønsker, dyre telefoner og en økonomi, der bliver spændt hårdt for i mange familier.

Men hvad er egentlig det bedste ved julen?

Vi har snakket med tre unge piger, som giver os indsigt i, hvad det bedste og vigtigste ved julen er for dem.

Læs med her, og hør Julie, Melanie og Leahs bud på, hvad der betyder noget for dem, når det handler om jul!

NÆRVÆR OG HYGGE

Det bedste ved julen for mig er hygge og nærvær!

En juletradition, jeg holder meget af er, at vi, som familie, samles en dag i december og tager ind og ser juleteater. Hele familien er samlet, og vi slutter altid af med kaffe og pakkeleg hos mormor og morfar.

Der bliver altid hygget ekstra meget i julen. Både med familie, venner og kæresten.

Jeg elsker at gå en tur med min hund. Specielt, når det sner. Min hund elsker at lege i sneen.

Jeg holder meget af den rolige stemning, der altid er, når vi kommer hjem fra en lang gåtur i det kolde vejr. Når vi er indenfor igen, varmer vi os på en kop varm kaffe eller kakao. Det er super hyggeligt og skaber en hyggelig stemning, som betyder jul for mig.

Julie N. 20 år.

Det bedste ved julen - Julie hos Pigepotentiale

GLÆDE, MUSIK OG DANS

Den 24. december om morgenen har min mor altid givet mig en julefilm. Det er ikke så meget det, at jeg får en film. Det er mere tanken bag. 

Vi bruger tiden d. 24. december til at hygge os med at se julefilmen. Det er rigtig dejligt, at vi ikke skal jage rundt og lave alle mulige ting. Vi tager det bare roligt og slapper af.

Da jeg var mindre, var det en rigtig god måde at dulme spændingen og gøre ventetiden kortere.

Jeg har rigtig mange gode juleminder. Noget af det, jeg altid har sat stor pris på, er adventssøndage.

Jeg husker ekstra tydeligt en advent, hvor min veninde og jeg skulle pynte til jul hjemme hos hende og hendes far. Vi blev alle tre grebet af julestemningen, og endte med at danse rundt hånd i hånd og synge julesange.

Følelsen af glæde, musik og dans, er mit bedste juleminde.

Jeg tror, det allervigtigste ved julen for mig, er, at vi samles som familie og at vi hygger os ekstra meget med lækkerier, julefilm og julemusik.

Vi skaber en fantastisk stemning, som kun opstår på den måde, den ene gang om året.

Melanie D.M., 20 år.

Det bedste ved julen - Melanie hos Pigepotentiale

Det bedste ved julen

Det bedste ved julen som giver mig en rigtig julestemning, er når det er mørkt udenfor og måske sner lidt. Og man kan begynde at føle at nu er det ved at være rigtig jul.

Specielt den 24 december, om dagen hvor vi begynder at forberede alt til når min mormor og morfar kommer senere om aftenen.

Jeg synes, det er hyggeligt fordi det minder mig om dengang jeg var mindre og bare slet ikke kunne vente til det blev jul og gaver. Det hele skulle gå meget hurtigt dengang. Så det hurtigt kunne blive den 24. december, og aften så jeg kunne få gaver.

Nu synes jeg at det er hyggeligt, hvis selve dagen d. 24. går langsomt. Det er ikke gaverne som er vigtigst for mig længere, men mere at vi hygger os sammen.

For mig er det stemningen, maden og familien som skaber de gode minder. Det gør julen fantastisk.

Leah M. 15 år

Det bedste ved julen - Leah hos Pigepotentiale