Alt du bør vide om lukkede grupper på Facebook

Der findes massevis af lukkede grupper på Facebook, som de unge tager aktivt del i. Har du taget en snak med din datter om, hvordan det er hensigtsmæssigt at agere i den digitale verden? Både for at undgå at tage del i digital mobning eller selv blive udsat for det. Har du ikke allerede åbnet op for emnet, bør du overveje, om det er på tide at gøre det.

I dette indlæg vil vi oplyse dig om de lukkede grupper, der florerer på nettet og primært på Facebook. Hvad vil det sige, at et forum er lukket? Hvem styrer indholdet? Få svar på dine spørgsmål og bliv bedre klædt på til at tage den nødvendige snak med din datter.

Hvad er en lukket gruppe?

En lukket gruppe er ikke offentligt og dermed ikke tilgængeligt for alle. En af de mest brugte kanaler blandt de unge er Facebook-grupper. En lukket gruppe på Facebook er hemmelig i den forstand, at alt dens indhold kun kan ses af gruppens medlemmer. Kun godkendte medlemmer har altså adgang til indholdet.

Hvad der foregår i en lukket gruppe, har kun brugerne selv kendskab til. Og det er ikke alle, der kan få adgang til en lukket Facebook-gruppe. Du skal inviteres og godkendes for at blive en del af fællesskabet. Der sidder altså en eller flere administratorer og vurderer, om du må få adgang til gruppens indhold. Er det en gruppe for unge, er der ikke stor sandsynlighed for, at du som voksen vil blive tildelt adgang.

Hvem kan oprette en lukket gruppe på Facebook?

Alle brugere på Facebook kan oprette en lukket gruppe. Når du har oprettet en gruppe, sidder du selv som administrator. Det giver dig mulighed for at invitere dine venner til gruppen og eventuelt opfordre dem til at sprede budskabet til deres venner.

Det er dig som administrator, der vælger, hvem der må være med i gruppen. Du skal godkende hvert enkelt medlem. Det er også dig som administrator, der er herre over indholdet. Du bestemmer selv hvilket indhold, der er tilladt, og er der upassende indhold, kan du slette det fra gruppen. Er du blot medlem af gruppen, kan du ikke slette indhold.

Eksempel på et lukket forum: Offensimentum

Et meget aktuelt eksempel på et af de lukkede grupper på Facebook er Offensimentum. Det har fået meget opmærksomhed i medierne den seneste tid på grund af sit upassende indhold, og gruppen er nu blevet lukket ned af Facebook.

Voksne var forment adgang til Facebook-gruppen, der slog sig på ‘offensiv humor’. Fællesskabet er bygget op omkring en negativ tone, hvor der bliver delt offensivt indhold. Det kan bestå af indhold som nøgenbilleder, grov humor eller opslag, hvor folk bliver hængt ud.

Efter gruppen har lavet koordineret chikane mod en journalist og blogger, har Facebook slået ned på gruppen og lukket den ned. Mere end 100.000 børn og unge har været en del af gruppen, inden den blev lukket ned. Gruppen har eksisteret i flere år.

Hvor stort er omfanget af lukkede grupper på Facebook?

Der florerer et hav af lukkede og hemmelige grupper på Facebook. Din datter er med stor sandsynlighed allerede blevet inviteret til at deltage i en eller flere lukkede grupper og er måske også allerede blevet medlem.

Langt de fleste grupper eller fora er helt uskyldige. Det kan være en lukket gruppe, hvor en klasse deler information med hinanden eller en gruppe for den lokale fodboldforening. Men der findes altså også rigtig mange grove af slagsen, hvor der hersker en ubehagelig tone.

Her kan det give flere likes at ydmyge andre, og det får desværre mange unge til at hoppe med på vognen. Uden at tænke over, hvilken konsekvens det har for dem, som det går ud over.

Mens de lukkede grupper kan være super anvendelige til at dele information med andre med samme interesse, kan de desværre også nemt bruges til at mobbe eller til at udstille andre på de sociale medier.

Hvilke former for grupper findes der?

Som vi har været inde på tidligere, findes der et væld af forskellige lukkede grupper på Facebook. Der findes alt fra uskyldige grupper fra det lokale fitnesscenter til lukkede grupper, der går på at advare om ekskærester og rangordne andre på deres udseende. I en gruppe kan de enkelte medlemmer dele indhold, poste billeder og videoer med hinanden, og de kan i princippet skrive præcis, hvad de lyster.

Lukkede grupper kan findes via en søgning på Facebook, mens de såkaldte hemmelige grupper ikke kan søges frem. Dem kan du kun finde frem eller tilgå, hvis du modtager en invitation til at blive medlem.

Hvilke grupper er din datter med i?

Du kan ikke kontrollere, hvad din datter laver, når hun er online. Er hun med i en lukket gruppe, kan du ikke tilgå indholdet uden også selv at være medlem eller uden at have hendes log-in. Det bedste, du kan gøre, er derfor at tale med hende om, hvordan hun agerer på de digitale medier.

Tag en snak med din datter. Lyt til, hvordan hun opfatter de online spilleregler. Fortæl hende, hvordan du mener, at hun bør opføre sig, og hvad hun bør overveje, inden hun poster et billede eller et opslag. Dialog er det bedste skridt hen imod at sikre, at din datter har en hensynsfuld og fornuftig måde at agere på online.

Stil gode spørgsmål

Gå i dialog med din datter omkring Facebook-grupper. Hvilke grupper er hun medlem af? Hvilke er hun blevet inviteret til?

Hvor går hendes egen grænse i forhold til at blive udstillet? Hvor bør hun sætte en grænse for, hvad hun vil være tilskuer til? Mind hende om, at hun er med til at mobbe andre, hvis hun er stiltiende tilskuer, der morer sig over, at andre bliver udstillet på en uheldig måde.

Er tonen grov og voksne ikke velkomne i en lukket gruppe, er det formentlig en god ide at takke nej til en invitation til gruppen. Det kan tyde på, at der er en uhensigtsmæssig kultur, som det er usundt at være en del af.

Vil du læse mere om unge og deres adfærd på de sosiale medier, så kan du læse mere her:

Forældreguide til unge og sociale medier

God samtalelyst med din datter!