Du må ikke tænke på lyserøde elefanter

Man hører ikke, ikke!

Jeg overraskes gang på gang over hvorfor en så simpel viden ikke er tilgængelig for relevante fagpersoner.

Og her er det selvfølgelig ikke dig jeg taler til, for du ved det jo godt – ikke?

Nej, jeg taler om den sygeplejerske, der behandlede min søn på skadestuen forleden, men den historie gemmer jeg lige lidt.
Hvis nu jeg siger til dig: at du ikke må tænke på en lyserød elefant.

Mon så ikke der er mere end en, der ser en lyserød elefant for sit indre blik? Jeg har jo lige mindet dig om, at der – måske – findes lyserøde elefanter.

Fortæller du dit barn, hvad det ikke må?

Hvor tit fortæller du dit barn, hvad du ikke ønsker det skal?
Du må ikke løbe inde.

Du skal ikke spille computer nu.

Jeg vil ikke have, at du…

Og så viderer……

Fortæl dem i stedet hvad du gerne vil have

F.eks
Husk nu, du skal gå herinde

Nu skal du lukke din computere, så kan vi i stedet…..

I langt de fleste tilfælde vil børn – og voksne også – gerne gøre det rigtige, men hvis vi er i tvivl om, hvad det rigtige er, så bliver vi usikre  og utrygge.

Skab tryghed i familien. Giv klar og tydelig besked om hvad du vil. Så vil dit barn i langt de fleste tilfælde gøre, som du beder det om.

Og så lidt mere om lyserøde elefanter

Og nu tilbage til historien om vores tur på skadestuen.

Min søn var faldet ned fra et træ, og han havde fået en gren op i låret. Det var ikke alvorligt, men grenen havde lavet et grimt hul, og vi måtte en tur på skadestuen for at få det syet.

Min dreng var ved godt mod, selvom har var lidt bekymret, nu der var ”hul i hans hud”, som han sagde. Vi kom hurtigt igennem til skadestuen, og vi fik en tid ret hurtigt. Efter en kort ventetid i venteværelset blive vi kaldt ind, og drengen er stadig ved godt mod.

Behandlersygeplejersken kigger kort på såret, og hun konstaterer, at det er forholdsvis stort og dybt, og det skal syes. Det kommer ikke bag på os – vi havde selv kigget på såret, og det var jo egentlig også derfor, at vi var kørt på skadestuen.

MEN nu starter balladen. Behandlersygeplejersken kigger på min søn og siger: ”Du skal ikke være bange, det gør ikke ondt” WHAT, man høre ikke, ikke!  Og nu har du lige fortalt min dreng, at han skal være bange, og det vil gøre ondt!

Så det blev han så – altså bange, og det kom til at gøre ondt.

Efterfølgende siger barnet også til mig: mor – hun sagde, at det ikke ville gøre ondt, det passede ikke. Hun sagde også, at det ikke ville gøre ondt, når stingene skal ud – tror du på det mor?

Vi kan ikke fratage vores børn smerte, og han skulle bedøves, og det ville sandsynligvis gøre ondt. Men hun kunne havde startet med at forklare ham, hvad der nu skulle ske, og ordet ”bange” var ikke nødvendigt i den forklaring.  Jeg forklarer
, at jeg ikke vidste, om det ville gøre ondt når stingene skulle fjernes. Men jeg vidste, at han ikke skulle stikkes med nåle, når stingene skulle
ud, så jeg var ret sikker på, at det ville blive en helt anden oplevelse. Den forklaring godtog han, og konklusionen blev: mor – der er jo ikke noget vi kan gøre ved det.

Han er 11 år, og mor her er egentlig ret stolt. Jeg syntes, han klarede det så flot.

Så fortæl mig hvad der skal ske, så skal jeg nok selv bestemme, om jeg vil blive bange, tænke på
lyserøde elefanter – med eller uden vinger – eller hvilke andre billeder, der skal dukke op i mit indre.