Nu bæres lyset frem, lyder det landet over hvert år i december.
Luciadag er en tilbagevendende tradition. Hvert år d. 13. december fejrer vi Luciadag med sang, optog og lys.
Men, hvorfor er dagen egentlig noget særligt, og hvad er det vi fejrer?
Det kan du læse mere om her.
Historien om Lucia
Vi skal helt tilbage til 300-tallet for at møde Lucia – en ung kvinde fra Sykarus på Sicilien. Lucia var kristen, hvilket ikke var helt ufarligt for hendes samtid.
Den altdominerende romerske religion, der hyldede flere guder, tiltalte ikke den unge Lucia. Hun valgte i stedet at bekende sig til kristendommen, der jo som bekendt ikke tillader flere guder end én.
I 300-tallet kendte man ikke til begrebet ”religionsfrihed”. Det romerske rige anså kristendommen for at være en fjende, der skulle bekæmpes. Blev man som kristen angivet til romerne, var ens dage som regel talte. Man kunne i alt fald se frem til både fængsling og tortur.
Datidens kristen levede derfor i skjul, og om natten drog Lucia afsted for at bringe mad og vand til de forfulgte kristne. For at finde vej i mørket bar Lucia en krans med lys.
Lucia blev opdaget og dømt til døden. Hun døde som martyr d. 13. december i år 304.
Senere blev hun helgenkåret af den katolske kirke, og fejres hvert år d. 13. december, som skytshelgen for de blinde og folk med øjensygdomme.
Lyset spreder håb
Nu bæres lyset frem. Sådan finder vi vores vej igennem mørket og hårde tider. Traditionen med at bære lys i optog, har vi i Danmark, primært adopteret fra vores svenske naboer. Her bærer Lucia lys på hovedet og bringer brød til de der trænger mest. Svenskerne har tradition for at bage Luciabrød – har du lyst til at kaste dig ud i lidt bagværk til Luciadag, finder du en opskrift her.
I den danske Folkekirke er der ikke normalt tradition for at ære helgener, men netop Lucia har fået en særlig betydning. Hun er blevet symbol på medmenneskelighed.
Og når lyset bæres frem, fejres håbet og medmenneskeligheden.
På denne måde opstod traditionen i Danmark i 1944, som et lys i mørket med håb om at rædslerne under 2. Verdenskrig snart måtte ophøre.
En smuk tradition, der hylder noget af det vigtigste blandt mennesker: vores velvilje og evne til at tage os af hinanden, og de der trænger mest.